CHOK-TRAUME TERAPI
Ca. 20 % af alle psykiske problemer har rod i traumatisering og chok fra fortiden. Her er normal samtaleterapi sjældent nok. Kroppen og kropssansninger skal inddrages i terapien.
Der kan være mange grunde til at man får et chok/ traume. På et dybt og instinktivt plan har vi følt os truet på livet, også selv om vi ikke har været i livsfare. Det er ikke selve begivenheden, der udløser et traume, men personens reaktion på oplevelsen. Chok og overvældende begivenheder rammer nemlig en meget primitiv del af vores nervesystem.
De fleste mennesker kommer sig over et chok, men et traume kan blive siddende i nervesystemet, og udvikle sig til traumatisk stressreaktion eller PTSD, også selv om man ikke kan huske selve begivenheden.
Den nyeste forskning viser, at en traumatisk stressreaktion er en følge af et højt aktiveret nervesystem, hvor spænding og energi er spærret inde i kroppen hvorved der udvikles symptomer. Symptomer kan være kronisk træthed, nedsat koncentrationsevne og korttidshukommelse, migræne, PTSD-symptomer og depression, samt angst, flashbacks, mareridt, søvnbesvær m.m.
Peter Levine har udviklet en metode til at arbejde med PTSD og traumatisk chokreaktion, kaldet SE (Somatic Experiencing)
Med SE metoden er det muligt at frigøre spænding fra de instinktive reaktioner, der er fastlåst i kroppen og ved en nænsom guidet sanseproces understøtte nervesystemets naturlige bevægelse fra stress mod balance og ro.
For ikke at blive re-traumatiseret, er det vigtigt at arbejde med ressourcer og med følelsen af kontrol over situationen. Derfor er tilliden til terapeuten vigtig. Det er vigtigt at terapien foregår langsomt og nænsomt, så det føles sikkert at dyppe tåen i de svære følelser.